Nej, lille kan man vist ikke kalde beretningen, men 10 dage i Finland skaber jo også en del oplevelser. God fornøjelse med læsningen. Vi glæder os til at vise billeder og fortælle mere til sommerlejraften d. 9. sept.
Det var en flok spændte og glade spejdere, der midt i uge 30 skulle mødes på Århus Banegård til 10 dages sommerlejr i Finland. 9 spejdere, 2 ledere og 4 rovere var klar til tur – resten af flokken på 1 leder og 4 spejdere, skulle først afsted lørdag morgen. Fra Lystrup Gruppe skulle vi i alt 18 afsted og så havde vi også inviteret spejderne fra vores nabogruppe Skelager med. De stillede med 2 stk. elitespejdere.
De første dage skulle vi være i Helsinki, hvor vi boede i nogle lokale spejderes spejderhus. De finske spejderes gruppe hedder Nordsjö Skogsriddare og dem skulle vi se meget mere til i løbet af vores tid i Finland. Udover at låne deres spejderhus, skulle vi også med dem på deres landslejr og dele lejrplads med dem.
Nordsjö Skogsriddare har vi fået kontakt til sidste vinter og vi besluttede hurtigt at vi gerne ville med dem på sommerlejr, for at opleve hvordan de finske spejdere tager på lejr og for at få større indblik i hvad de finske spejdere er for nogen, var det oplagt at indlede et tæt samarbejde med dem. Spejderne hos Nordsjö Skogsriddare er Finlandssvenskere – altså finnere der taler svensk. De er derfor medlemmer af det finske spejderkorps for svensktalende spejdere. Den svensktalende del af befolkningen i Finland udgør ca. 5,5% og dermed er det også et lille spejderkorps de har. Med det svenske sprog havde vi en forhåbning om at begrænse de sprogmæssige barrierer ml. spejderne. I løbet af ugen på lejren blev det også bedre og bedre – selvom spejderne fra begge nationaliteter ofte valgte at slå over i engelsk, når de ikke helt forstod hinanden.
Togturen til Kastrup bød på masser af spil og snak, så selvom det tager næsten 4 timer at komme fra Århus til Kastrup, så fløj tiden afsted. Så var det ellers ud af toget op til check-in, igennem security, som denne dag gik rigtig fint. Dog havde vores bål-glade spejdere naturligvis medbragt et arsenal af lightere og lightergas….. På vej hjem igen, skulle det vise sig at vi stødte ind i nogle flere udfordringer.
Vel ankommet til spejderhuset i Helsinki, skulle vi have styr på overnatningspladserne. Huset var enormt varmt, både fordi sommervejret viste sig fra sin varme siden, men også fordi radiatorerne var tændt…og nok havde været det hele sommerferie. Så vi besluttede hurtigt at lave 2 bivuaker ude på græsset. Nogle valgte dog at sove indenfor, da vi kunne forvente masser af myg og græsplænen lå lige ud til en villavej, med masser af gadebelysning og det viste sig at der også kom en del biler forbi i løbet af aftenen og natten…
Nå, men vi fik da sovet lidt og vågnede op til vores første dag som turister i Helsinki. På rigtig spejder-maner bød dagen på byløb, hvor spejderne skulle ud og tage billeder af sære ting og løse opgaver om bl.a. Mummi troldene og andre finske herligheder.
Om aftenen fik vi gæster i spejderhuset. Nogle af de lokale spejdere og deres ledere kom til grillaften. Vi spiste os godt mætte i hotdogs, hvorefter vi gik på græsplænen for at lege. Måske det er en universel spejderting det med at lege….vi synes jo det er mægtig sjovt at lege, både store spejdere og ledere.
På dag to som turister i Helsinki, tog vi færgen ud på en ø med et kæmpe fort. Derude kunne vi vist have brugt en hel dag med alle de ting man kunne se derude. Varmen gjorde dog at flere af os valgte at holde en masse pauser på græsset i skyggen under de store gamle træer.
Så blev det lørdag og dermed afgang til lejrpladsen. Vi mødtes med Nordsjö, som vi jo både skulle dele bus og lejrplads med. Og her kunne vi så se frem til 2 timers kørsel på en af årets varmeste dage – i en bus uden aircondition. Men det viste sig at være ligegyldigt, for de fleste af vores spejdere sov det meste af turen.
Lejrpladserne var meget anderledes end hvad vi selv er vant til og hvad vi havde forestillet os. Vi plejer at finde en åben græsmark og bygge lejrpladserne op med rafter og telte. Men her blev vi kørt ind midt i skoven, fyldt med store fyrtræer og med en meget ujævn skovbund. Så da vi havde fundet frem til vores lejrplads, skulle vi finde nogle steder hvor skovbunden var jævn nok til at vi kunne sove der. Teltene blev slået op og nogle af spejderne brugte herefter en del tid på at fjerne fyrkogler i store mængder under teltene – for de gør lidt ondt at sove på.
Faktisk var meget på denne lejr anderledes end hvad vi er vant til. Vi plejer selv at lave mad over bål hver eneste dag. Men her var der et stort madtelt, hvor vi bare skulle medbringe tallerken, mug og bestik, så fik vi maden udleveret.
En anden anderledes ting var at vi alle plejer at være på samme lejrplads, når vi er afsted med Lystrup Gruppe. Men denne gang skulle seniorspejderne være i seniorlejr. Så vi så slet ikke hinanden så meget som vi er vant til, men nogle gang tror jeg at seniorspejderne syntes det var meget rart at lederne ikke var i nærheden så meget som vi plejer, så de kunne få lov til at prøve lidt mere på egen hånd.
Lejren lå lige ud til Østersøen, med en skøn badestrand, så det blev naturligvis udnyttet meget i løbet af lejren. Og allerede første dag, da teltene var på plads, skyndte vi os ned til stranden og hoppede i vandet. Det var rart at blive kølet af efter gåturene med rygsæk og timerne i den varme bus. Efterfølgende skulle det så vise sig at vi skulle få rig mulighed for at blive kølet af, hvor bruserne på lejren havde kun koldt vand.
Sidst på eftermiddagen dukkede vores sidste del af flokken op – de skulle mødes på Århus Banegård lørdag morgen kl. 5.15, så efter en hel dags rejse, var det nogle trætte spejdere der ankom til lejren.
Så kunne vi alle tage samlet til åbningslejrbål, hvor lejren blev skudt i gang med skuespil, sang, bål og masser af spejderråb, som vi selv kender det. Trætte og spændte, gik spejderne efterfølgende i poserne, for allerede næste dag, gik det løs med aktiviteter og sproglige udfordringer.
Endnu engang blev vi overrasket over de finske spejderes lejr. For selvom der på vores store lejre er regler om at der skal være ro senest kl. 23, så er der altid en summen fra nabolejrpladser og fra alle mulige andre steder i lejren. Men på denne lejr, kunne man kl. 23.02 kun høre enkelte fyrkogler falde ned fra træerne.
Hver dag bød på heldagsaktiviteter med et godt varieret indhold. Der var en dag ved vandet, hvor spejderne kunne komme ud og sejle i sejlbåde eller joller, ro i kano, spille strandspil og binde knob hos den gamle søulk Bosse. En af dagene bød på Global, hvor spejderne skulle på sprogaktivitet, dilemmaaktivitet, leje fra hele verden og sushi-aktiviteten. På aktion-dagen kunne spejderne komme på forhindringsbane, skyde med bue, skyde med armbryst, klatre på klatrevæg og kaste med økser. Bare rolig, lejren havde eget hospital, hvis nogen skulle komme til skade…
Spejderne havde også en dag med patruljedyst ude af lejren og en dag med science, hvor aktiviteterne var fyldt med små fysik- og kemieksperimenter. Den sidste aktivitet handlede om at skabe noget – vores spejdere kastede sig over dragebyggeri og kunstværker i gasbeton.
I starten af lejren skulle vores spejdere lige vænne sig til at vi var dem der var anderledes i forhold til de fleste andre på lejren. Allerede første dag, da vi sad og spiste frokost på lejren, kom der mange andre spejdere hen til os for at høre om vi ville bytte tørklæder. Der var 2.000 spejdere på lejren, og vi var jo kun 20, vi havde andre uniformer på end dem, vi talte anderledes end dem….måske opførte vi os i virkelighede også anderledes end dem… Så vi var vældig interessante at tale med syntes de andre deltagere på lejren. I løbet af meget kort tid indfandt vores spejdere sig med situationen og talte løs med de andre spejdere.
Lejren bød på mange nye oplevelser og mange nye venskaber på tværs af landegrænser, for udover os danskere og de mange finske spejdere, var der også 2 grupper fra Sverige, 1 gruppe fra Israel og en enkelt leder fra Uganda. Vores seniorspejdere havde meget at gøre med de andre seniorspejdere – der blev både spillet kort og spejderræs og alle vore spejdere bidrog til at lære rigtig mange spejdere hvordan man binder venskabsknob – det er det knob de flest af os render rundt med på vores tørklæde, men som de andre spejdere på lejren ikke kendte til. Så mon ikke de fleste spejdere fra lejren tog hjem med et venskabsknob i tørklædet – selvom de færreste af os kom hjem med vores eget tørklæde. For når man er på lejr med spejdere fra andre lande/steder, er der tradition for at bytte mærker, tørklæder og endda uniformer.
Manden fra Uganda hedder Gidds og havde medbragt en masse flotte armbånd som man kunne købe. Armbåndende var lavet af hans spejdere hjemme i landsbyen i Uganda for at samle ind til indkøb af myggenet. Myggenettene skal hjælpe med at sikre at børnene i byen ikke bliver stukket af malariamyg og dermed bliver smittet med malaria. Malaria slår 30 % af alle børn under 5 år i Uganda ihjel. For hvert armbånd Gidds fik solgt, kunne han gå hjem og købe et myggenet – så for hvert armbånd solgt, sikrede man et barns overlevelse i Uganda. Projektet har været en stor succes for Gidds’ spejdergruppe og på denne lejr blev det også en succes, for han solgte over 600 stk.
Vores spejdere fik talt rigtig meget med Gidds og de syntes hans historier var meget interessante – og når der nu ikke var så meget andet at bruge penge på i lejren end is, slik og sodavand, så gik en stor del af Lystrup-spejdernes lommepenge til armbånd i mange forskellige farver – rekorden blev vist 8, hvis man ser bort fra at vi som gruppe tog 100 stk. med hjem, som vi vil forsøge at sælge de kommende måneder. Vi har allerede nu i tankerne at invitere ham med til Spejdernes Lejr i 2017, der må han kunne få solgt en masse armbånd….men så skal de vist snart i gang med produktionen, for de kan nå at lave 50 om ugen. Vi vil glæde os til at se ham igen i 2017.
Vi glæder os også til at se vore nye venner fra Nordsjö Skogsriddare igen om 3 år, for dem har vi også inviteret til at tage med os på Spejdernes Lejr i 2017 i Sønderborg.
Og så til historien om lufthavnen security check i Helsinki Lufthavn. Ja, hvad kan man forvente, når man har været på lejr i et militærområde og lejrbålet bliver holdt på skydebanen… Rigtig mange tomme patronhylstre… Derudover var det et par spejdere der havde glemt at tage deres strygestål over i den store rygsæk og så lå de store bøtter myggespray og solcreme jo stadig i de små rygsække, som vi havde slæbt rundt på hele ugen. Så der var et par håndbagage-tasker der kom mange gange igennem scanneren. Næste gang skal vi huske at lave vores eget security check inden vi går ind i bussen… Til gengæld skal vi også tænde en masse bål næste gang vi skal på tur, for bål var der ikke meget af på lejren – vi havde ikke bål på lejrpladserne og området var så tørt at det ikke tilladt at tænde nogen former for ild. Tænk sig, vi kom alle hjem uden at lugte af bål – ja, nogen havde endda været ude og bade om morgenen, så måske duftede vi faktisk lidt rene på hjemrejsen….det er bestemt ikke noget vi er vant til.
Billeder fra lejren er der masser af – de kommer her i løbet af ganske kort tid…forhåbentlig.
Tak til dem der har støttet os økonomisk til denne tur. Det er Lystrup Sognestøtte, Sct. Georgs Gilderne i Århus samt den lokale virksomhed Bodypath.
You must be logged in to post a comment.