Familiespejderne var igen samlet ved Skovhytten, hvor efteråret viste sig fra sin fineste side med flot solskin.
Inden vi kunne komme igang med dagens aktiviteter, var vi dog liiiiige nødt til at prøve en smart kløveblok, der kan kløve brænde uden brug af økse, men hvor man slår med en hammer i stedet. Det bliv til rigtig mange flotte små stykker optændingspinde til bålet.
Efter velkomst blev egernspejderne sendt på naturbingo i skoven. Alle var rigtig gode til at finde biller, edderkopper, regnorm og frøer. Masser af frøer. Det blev også til et par tudser og et lille flot firben. Det sværeste var sommerfuglene, der måske allerede var gået i vinterhi?
Sådan nogle insekter lægger sig nemlig snart til at sove – hele vinteren. Så de seje egernspejdere skyndte sig at lave nogle superflotte insekthoteller, hvor insekterne kan bo under de fineste forhold.
Til sidst blev det til velfortjente toast på bål, inden der blev uddelt årsstjerner til de egernspejdere, der også var med sidste år.
You must be logged in to post a comment.