I Pinsen var juniorerne afsted på sommerlejr på Houens Odde Spejdercenter. 

Fredag

Vi mødtes ved Spejderhuset fredag eftermiddag, hvor vi pakkede bilerne med tasker og en trailer med fælles grej i patruljekasser og telte, som juniorerne selv havde pakket til tirsdagens møde. Herfra kørte vi til Houens Odde, som ligger ved Kolding Fjord – nogle synes, det var en lang tur!

Da vi havde fået båret vores ting til lejrpladsen og havde fundet vores madpakker frem, var vi allerede blevet ofre for mange myggestik, men det blev langt fra de sidste på den her tur.

Imens vi forsøgte at skærme os mod og distrahere os fra de mange myg, fik vi sat telte op og bygget et spisebord. Hurtigt formede der sig en rigtig lille lejrplads, som skulle være vores hjem de næste tre dage. Og så var det blevet tid til at komme i soveposerne, hvor der (forhåbentlig) var lidt fred for myg henover natten.

Lørdag

Lørdag morgen stod vi op med ny energi og mod til dagens aktiviteter, som stod i vandets tegn. Efter en god morgenmad ved vores nybyggede spisebord begav vi os derfor ned til vandet, hvor der lå kanoer og ventede på os.

Flere af juniorerne havde aldrig sejlet i kano før, mens nogle havde erfaring med det fra tidligere. Alle juniorerne kom i kanoerne og på vandet. Én junior sagde efterfølgende, at det havde været “sjovt, hyggeligt, hårdt og sjovt”. 

Sammen fik vi gjort klar til frokost i lejren og derefter en velfortjent pause.

Vejret var med os hele weekenden, og vi nød godt af solens varme. Eftermiddagen bød på en kold dukkert for nogen, mens andre undersøgte livet i vandet. Det blev ikke til nogen fisk på krogen, men til gengæld en hel masse krabber i nettet, som skulle bruges til aftensmaden. 

Aftensmaden bestod af foliebakker, som man selv kunne fylde med det, man helst selv ville have i, og her var både cocktailpølser og krabbe (som smagsgiver) et hit.

Og mens vi næsten havde glemt alt om myggene i løbet af dagen, så vendte mareridtet altså tilbage om aftenen. Så selvom vi forsøgte os med alt, hvad vi har lært lige fra myggespray til røg fra bål, mygge-sange og skumfiduser som afledning, så måtte vi til sidst se os slået og gå i seng.

Søndag

Juniorerne var blevet varslet en lidt tidligere vækning søndag, da vi havde en aftale, som vi skulle møde op til. Vi skulle nemlig mødes med klatreinstruktøren, Jakob, som skulle lede os trygt til vejrs i løbet af formiddagen.

Vi startede ud med klassikeren “mælkekassestabling”, som ikke kun krævede én juniors mod, men alle juniorers mod og samarbejde. Juniorerne var gode til at hjælpes ad med at samle, stable og holde mælkekasserne på plads. Kun ved fælles hjælp lykkedes det at stable helt op til 19 mælkekasser.

På Houens Odde hænger en “Himmelstige” ved Aktivitetscentret, som flere af juniorerne allerede havde spottet ved ankomsten fredag. Nu var det altså juniorernes tur til at give sig i kast med at komme så langt op, som de havde mod på. Og det skulle vise sig, at der også her var masser af mod og samarbejde at finde, og det lykkedes da også at komme helt til toppen og give båthornet et ordentligt tryk.

Efter frokost og pause ovenpå formiddagens aktiviteter gik vi ud for at opleve mere af, hvad Houens Odde kan. På turen kom vi først forbi de flydende sheltere, derefter Gilwellhytterne og lejrpladser, hvor der bliver holdt kursus. Herfra gik vi et langt stykke af grusvejen mod Stensgården, hvor der blev afholdt DM i Spejder med mange telte og aktiviteter. Og juniorerne fik da også taget et patruljebillede, der beviser, at de vandt DM i Spejder 2024. På gåturen var vi også inde i Stavkirken, og så fik vi dejlige muffins ved andagtspladsen, inden turen gik tilbage mod lejren. 

Vi sluttede aftenen af med aftensmad, og så var det blevet sengetid for en del af de trætteste juniorer. En håndfuld af juniorerne havde fortsat lidt energi til et lejrbål, skumfiduser og popcorn, inden de også blev bedt om at finde i soveposerne.

Mandag

Med længsel efter at komme hjem til far, mor og søskende – og væk fra myggene – skulle vi have pakket lejrpladsen så pænt sammen, at ingen kunne se, at den havde været vores hjem for en stund. Da teltene var pakket sammen, spisebordet brudt ned, og tingene båret til parkeringspladsen, gik vi en fælles tur på række for at støvsuge lejrpladsen for affald. Med et stykke kage i maven og en müslibar i hånden var vi klar til at sætte kurs mod Spejderhuset igen, hvor forældre og søskende stod og ventede på os. 

Med meget værdsat fælles hjælp fik juniorer, forældre og ledere hurtigt tømt trailer og patruljekasser, så alle kunne komme hjem trætte, mange gode oplevelser, myggestik og et sommerlejrmærke rigere.

Tak for lån af søde juniorspejdere med masser af mod på aktiviteter og interesse for naturen – det er en fornøjelse at have jer med på lejr!

Lederne glæder sig til næste lejr med jer.