Flittige forældre, rovere og ledere gav i søndags Skovhytten i Lisbjerg Skov lidt kærlig opmærksomhed. Alle var samlet i anledningen af den årlige arbejdsdag i Skovhytten.

Listen af opgaver var som altid ambitiøs for at gøre den gamle hytte klar til sæsonen. På to do-listen stod udover normal rengøring, vinduespudsning og brændekløvning også maling af køkken og endegavl og for roverne montering af solceller.

Så nu er der igen fyldt op med kløvet brænde, og området omkring hytten er gjort pænt. Herunder er der blevet fjernet ukrudt og mos fra fliser, ligesom alt (synligt) japansk pileurt er fjernet. Og køkkenet står flottere end nogensinde før med nymalede vægge. Sovesalen blev ryddet op og gjort klar.

Den endelige montering af vores nye solcelle venter stadig, men opgaven er heldigvis lagt i gode hænder hos gruppens rovere.

Så nu er Skovhytten klar til en ny sæson, og vi glæder os til at komme derud. Allerede i pinsen skal bævere og ulve på sommerlejr i Skovhytten. Måske er de lige så heldige som flere af børnene på arbejdsdagen, der flittigt fik fundet både tudser, salamandere og insekter omkring Skovhytten.

Tak til alle for en god dag med godt humør og en masse godt arbejde.