Efter seks år på posten takker Sune Monrad af som gruppeleder. Det skete på gruppens generalforsamling søndag den 26. februar.
I løbet af de seneste seks år har Sune ved siden af de ugentlige spejdermøder i troppen været gruppeleder og sammen med bestyrelsen gjort en indsats for Lystrup Gruppe i en tid, som har budt på udfordringer ud over det sædvanlige med coronanedlukninger og et brændt spejderhus.
Men nu er det tid til, at tiden igen kan bruges på det ugentlige spejderarbejde som tropleder, da han ved gruppens generalforsamling trådte tilbage og gav stafetten videre til Christian Bruun, der i samme ombæring blev valgt af gruppens ledere.
Gammel lystrupspejder tager over
Christian er en gammel kending i Lystrup Gruppe, som efter et par års pause væk fra Aarhus og Lystrup nu er tilbage i gruppen. Her har han det seneste halve år fungeret som juniorleder, og nu altså også posten som gruppeleder.
Sammen med gruppebestyrelsen begynder han nu arbejdet med at lære gruppens arbejde endnu bedre og kaste sig over arbejdet, så gruppen fortsat kan være et attraktivt fællesskab for spejdere, ledere og frivillige.
Du er altid velkommen til at kontakte Christian på [email protected], hvis du har spørgsmål til gruppen eller vil høre mere om vores arbejde.