Efter en længere periode med ventelister har vi nu endelig fået pladser i de fleste enheder. Vi er fantastisk glade for at kunne tilbyde endnu flere børn og unge en masse oplevelser i naturen og et stærkt fællesskab.
Normalt skulle man tro at ventelister er en god ting, for det må betyde, at det man laver er populært. Det er i det store og hele også rigtigt, men hos KFUM-Spejderne i Lystrup er det også noget, der gør os lidt bedrøvede. Problemet med ventelisterne er den, at bag hvert et barn på ventelister er en potentiel spejder, som ikke får lov til at prøve noget de rigtig gerne vil. Derfor er vi også glade for vores venner hos DDS Skovspejderne i Elev, Nye og Lisbjerg, som har gjort, at der nu er flere, der får muligheden for at blive spejder. Det er vi specielt glade for i aldersgruppen, 8-10 år hvor vi har den største søgning.
Med både den nye spejdergruppe og en flok dygtige ledere er vi derfor glade for, at vi nu næsten er kommet ventelisterne til livs og har pladser i stort set alle enheder om du er familie med børn i alderen 3-6 år, eller du har skolebørn/unge, som har lyst til at prøve kræfter med spejderarbejdet.
Som potentiel spejder hos os har man mulighed for tre prøvegange, inden man beslutter sig. For at give alle den bedste oplevelse vil vi gerne høre fra dig først som forælder, inden du sender dit barn afsted.
Så kender du et barn, som ønsker at være spejder hos os, eller vil du gerne høre mere, så tøv ikke med at sende en mail til [email protected] – vi glæder os til at byde dig, dit barn eller jer begge velkomne i gruppen.
You must be logged in to post a comment.