Tirsdag den 15. marts startede juniorspejderne på lidt af et projekt. Deres ledere mente nemlig at de skulle snedkerere en masse strandstole, som de bl.a. kunne tage med på årets sommerlejr og vække misundelse blandt både tropsspejdere og nabogrupper. Derfor blev spejderlokalet for en lille måneds tid forvandlet til sløjdlokale (eller håndværk og design-lokale, som det åbenbart hedder nu til dags), hvor save, sandpapir og skruemaskiner blev taget flittigt i brug.

Målet for den første tirsdag var klart: der skulle saves fodlister og forskalling i lange baner! Med 13 juniorspejdere og 14 stykker træ per stol, var der brug for i alt 182 stykker, der skulle saves med stor nøjagtighed og slibes meget grundigt.

Til trods for stor effektivitet og nærmest samlebåndsagtig produktion af træstykker, nåede juniorspejderne ikke at blive færdige med save og sandpapir i løbet af de første to spejdermøder, og de måtte derfor fortsætte produktionen endnu en tirsdag. Heldigvis fik de på dette møde også mulighed for at få skruemaskinerne i brug, og langt de fleste spejdere fik lavet rygstykket til deres stole færdige.

Slutspurten blev sat ind tirsdag den 5. april, og med samarbejde i fokus lykkedes det alle juniorspejderne at blive færdige med deres stole ‒ rigtig godt gået! Nu mangler lederne bare at få lavet deres stole for at blive klar til årets sommerlejr…

Husk at I kan høre meget mere om sommerlejren til infomødet, der finder sted i spejderhuset tirsdag den 19. april kl. 19.30‒20.00. Og så se da lige at få jer tilmeldt lejren lige her ‒ det bliver stort, vildt og en uforglemmelig oplevelse! 🙂