I lørdags løb vores årlige julehygge af stablen, og vi fik endda besøg af en meget julet herre.

Dagen startede med den traditionsrige tur i skoven, hvor man kunne gå på opdagelse og samle pynt ind til juledekorationer. Da vi kom tilbage til spejderhuset rumlede maven lidt hos nogle deltagere – heldigvis stod vores ene spejderklan klar med bål og mulighed for at lave toast på vores smarte støbejerns toastjern på nul komma fem.

Indenfor var det både muligt at lave juledekorationer, lave hjemmelavede træ nisser og selvfølgelig flette en julestjerne eller to. Alle gik til opgaverne med masser af gå-på-mod og julestemning og der blev kreeret julerier til den store guldmedalje.

Efter et par timer var det tid til at spise et par æbleskiver eller 5 for at fejre dagens bedrifter. Men bedst som vi sad og nød de varme æbleskiver, fik vi besøg af selveste JULEMANDEN som havde hørt at vi havde besøg af en masse seje spejdere og havde medbragt en pose godter til hver! Efter en lille fællessang delte julemanden ud til alle de benovede spejdere og søskende, inden han skulle skynde sig videre.

Tusind tak for en hyggelig julehyggedag til både spejdere, forældre og særligt de seje ledere og klanspejdere som stod for dagen!

Se billeder fra dagen herunder