Vi havde glædet os i mange, mange måneder til at mødes til familiespejder igen! Derfor var glæden også stor i går, da vi endelig kunne mødes og lave familiespejder. Og sørme om vejret ikke igen-igen-igen var med os! Dagen startede med regn, men da de sødeste familiespejdere dukkede op, stoppede regnen.
Vi havde et møde i påskens tegn: Vi hjalp påskeharen med at finde farver til regnbuen, vi byggede påskehare-reder som kunne komme ned til Lystrup Kirke til påskesøndagsgudstjeneste (og hvem ved, måske rederne kommer retur med lækre sager?!) og så lavede vi påskeharens yndlingsmorgenmad: Påskeharens gule øje!
Til sidst hørte vi Karen fortælle, hvad det er for noget med de mange dage i påsken og hvorfor de hedder noget spøjst, mange af dem: Palmesøndag, skærtorsdag og langfredag – og påskesøndag, sidst men ikke mindst. Det var både en spændende, barsk og trist historie – men heldigvis endte den godt med opstandelse og glæde 😀
Alt i alt var det en dejlig dag – og vi glæder os allerede til vi ses igen til april!
Kunne du tænke dig at prøve den herlige ret, så er opskriften lige så nem som den er lækker: Du napper et stykke toastbrød og gnaver et hul i midten – husk at gnave venstre om! Ellers bliver hullet helt galt. Varm en pande op over et bål og kom en god stor klat smør på og en god sjat rapsolie. Du skal IKKE bruge olivenolie, da den kan brænde på for nemt over bål. Smør og rapsolie kan bedre klare de høje temperaturer 🙂 I hullet slår du ægget ud. Steg et par minutter, vend og steg videre – evt med lidt mere smør og raps. Den skal gerne være godt snasket 🙂
Når den er sprød og lækker, nydes påskeharens gule øje som en håndmad. Sådan kan familiespejdere nemlig bedst lide deres påskeharens gule øje 😀
You must be logged in to post a comment.