En glad kok og et lækkert resultat. Tak for en sjov eftermiddag

Tirsdag den 12. maj holdt vi for første gang cook along i Lystrup gruppe. I bedste tv-køkken-stil sendte vi live fra bålhytten på Facebook og YouTube, hvor spejderne kunne være med hjemmefra.

På forhånd havde vi udsendt en ingrediensliste og en liste med redskaber, som skulle bruges. Opskriften blev først afslørret på dagen og så gjaldt det bare om at følge kokkens anvisninger.

Der var spejdere med, som lavede mad på komfur, nogen gjorde det på trangia og andre på bål.

Rygterne siger at der blev lavet lækker mad mange steder og i bålhytten kan vi i hvert fald sige, at retten var en kæmpe succes.

Herunder kommer opskriften, hvis du skulle have lyst til at prøve kræfter med retten selv, eller hvis du bare må have det igen. Under opskriften har vi lavet et lille galleri med nogle fine billeder fra eftermiddagen.

Afrikansk peanutgryde med røde linser og spinat

Ingredienser

  • olie til stegning
  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 600 g sød kartoffel
  • 1-2 spsk. karry
  • 1 spsk. gurkemeje
  • 1 spsk. spidskommen
  • 1 x 1 cm frisk ingefær
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 150 g røde linser
  • 2 dl vand
  • 1 dåse kokosmælk
  • 3 spsk. peanutbutter jeg brugte crunchy
  • lidt frisk chili
  • saft af 1/2 lime
  • salt
  • 1 stor håndfuld frisk spinat

Serveres med:

  • brune ris
  • saltede peanuts

Sådan gør du

  1. Hak løg groft og hvidløg fint.
  2. Kom olie på en pande og tilsæt løg og hvidløg. Lad det stege lidt.
  3. Tilsæt så karry, gurkemeje, spidskommen, finthakket ingefær og frisk chili.
  4. Tilsæt søde kartoffel i tern og lad det stege med et par minutter.
  5. Tilsæt de hakkede tomater, kokosmælk, røde linser, vand og peanutbutter.
  6. Tilsæt lidt limesaft og salt.
  7. Lad det koge til de røde linser er møre.
  8. Tilsæt så en stor håndfuld frisk spinat (eller mere).
  9. Retten er nu færdig og klar til servering.
  10. Spises med brune ris, peanuts og lidt frisk koriander.
  11. Velbekomme.

Chapati (afrikansk fladbrød)

Ingredienser

  • 3 dl hvedemel
  • 1 knivspids salt
  • 3 spsk. olie
  • ca. 1-1,5 dl vand

Sådan gør du

  1. Bland mel og salt, og tilsæt derpå olie og bland igen. Kom lidt efter lidt vand i, mens der æltes, til dejen er blød og smidig, men ikke klæbrig.
  2. Tag en klump dej på størrelse med en golfbold.
  3. Drys med lidt almindelig hvedemel, og rul kuglerne ud til pandekager.
  4. Læg dem en af gangen på en tør, meget varm pande eller stegeplade.
  5. Vend dem ofte og pres pandekagen ned mod panden, til den har fået lidt brune pletter hist og her.