Som afslutning på mærket ’Sansestorm’ legede vi i tirsdags mørkeleg med juniorerne. Det var dog ikke en hvilken som helst mørkeleg – det bliver jo kedeligt i længden… Nej, juniorerne skulle sansemæssigt udfordres, og både smagsløg, lugtesans og fingerspitzgefühl blev sat i spil.

I bedste bagedyst-stil skulle juniorerne nemlig bage hindbærroulader – vel at mærke i mørke! I et mørklagt juniorlokale stod de nødvendige ingredienser klar, men uheldigvis havde et par joker-ingredienser også forvildet sig ind på bordene, hvilket resulterede i forveksling af sukker med salt for en af patruljerne. De lærte den vigtige lektie altid at smage på ingredienserne før de bruges! Klargøringen af rouladedejen foregik på lystigste vis, og både hindbær, nødder og æggeskaller endte på mystisk nok på gulvet.

Rouladebund klar til bagning!

Æggeskaller og andre ingredienser havde svært ved at blive på bordene.

Det sviner kun en lille smule at bage i mørke…

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mens bundene fik varmen i ovnen, blev juniorerne kølet af udenfor, hvor vi forsøgte at få dem til at råbe en masse før de igen skulle indendørs. Af en eller anden grund, har man en tendens til at snakke ekstra højt, når man ikke kan se noget, og lydniveauet i juniorlokalet var derfor noget højere end under normal belysning.

Færdigbagt rouladebund. Denne patrulje havde hældt deres nødder på gulvet i stedet for på dejen…

Færdigbagt rouladebund.

Færdigbagt rouladebund. Den lille størrelse skyldes at halvdelen af dejen endte på gulvet…

Fyldet til rouladerne krævede en masse armkræfter, da en halv liter fløde skulle piskesmed piskeris før hindbærrene (eller resterne heraf – vi observerede et vist svind i disse i løbet af aftenen) skulle tilsættes. Rouladerne blev rullet på mere eller mindre kreativ vis, og da patruljerne mente de havde fuldendt opgaven, kunne lyset tændes. Resultatet blev 3 unikke roulader og et meget beskidt juniorlokale! Heldigvis var spejderne nogle ninjaer til at vaske op og gøre rent, og rouladerne kunne nydes med god samvittighed ved mødets afslutning, hvor juniorerne også fik udleveret det nye mærke til uniformen.

Færdig roulade og en beskidt patrulje!

Færdig og flot roulade – den smagte dog lidt for meget af salt…

Færdig, flot og velsmagende roulade! Denne blev kåret som vinder.

Lidt flad, men velrullet roulade med masser af salt!

Mere klassisk roulade-look med god smag!

Alternativt og nytænkende udtryk, men med god smag!