Tankevækkende besøg fra Uganda

Til et tidligt spejdermøde i det nye år, tirsdag den 5. januar, havde vi i Lystrup Gruppe besøg af Gidds fra Uganda i Afrika. Gidds har været i Danmark noget tid, og deltog også som frivillig på Scout Scoop på Houens Odde i Kolding – en kursusuge, hvor der fejres nytår på international vis med deltagere fra mange forskellige af verdens lande.

Jeg kan kun varmt anbefale, at du tager afsted og lærer nogle spændende mennesker at kende, får spejderbekendtskaber fra hele verden, får nogle fede oplevelser med hjem i rygsækken og rykker dig som spejder. Deltageraldersgruppen er 15-18 år, så hvis du ikke allerede er blevet så gammel, så har du i den grad noget at se frem imod.

Men Gidds lagde som nævnt også vejen forbi vores gruppe i Lystrup, og fortalte af to omgange – først for familiespejdere, bævere og ulve og efterfølgende for juniorer, tropspejdere, seniorer og rovere – om spejderlivet i Uganda. I første oplæg var det det daglige spejderarbejde, der var vægtet højest samt de generelle udfordringer, der følger med, når man bor i Uganda. I det efterfølgende for de lidt større, fortalte Gidds mere om foreningen Mercy Scouts.

Vi så mange fine billeder af de vandhuller der er Gidds’ og hans afrikanske families ressource til drikkevand, og vi blev imens fortalt, at der er forholdsvist langt at gå til vandhullerne, hvilket bl.a. betyder, at børnene ikke altid har tid til at komme til spejder. Gidds gik, da han var barn og gør stadig den dag i dag, 2 km den ene vej og 2 km den anden vej for at hente vand. Det tager i omegnen af 45 minutter at gå hver vej, og sammenlagt er det halvanden time, som netop også er den tid, vi er til spejder på en tirsdag.

Der var også en anden udfordring ved vandhullerne. Det er nemlig på vandoverfladen i disse fugtige områder, at malariamyggene formerer sig, så ikke nok med, at der er langt at gå, så risikerer man endda også at blive stukket og smittet med malaria, der er en udbredt sygdom i Afrika, og som mange børn og voksne bliver syge og dør af.

For at hjælpe til med, at færre skal blive syge af malaria har vi i Lystrup Gruppe indgået et samarbejde med Mercy Scouts, som Gidds arbejder for, hvor vi køber de fine vævede armbånd, de laver dernede og støtter med en lille sum penge. For de 35 kr. vi betaler for et armbånd, kan de købe myggenet, der beskytter dem mod de trælse myg.

Gidds’ spejdere hjemme i Uganda i den lille by Mbale havde lavet et fantastisk flot indrammet passepartout-billede til gruppen, fordi de gerne ville vise, hvor glade og taknemmelige de er, for den støtte og hjælp vi har mulighed for at give dem. Billedet skulle fortælle lidt om Afrika og danne symboler for de forskellige vigtige genstande, som Gidds og de andre ugandere bruger i deres hverdag. Øverst er trommen, som både bruges som musikinstrument og som kommunikationsredskab, i midten er lerhytten med stråtaget, som er bostedet for rigtig mange afrikanere og nederst er en afrikansk figur, der sidder ved bålstedet, som er varmekilde og kilde til madlavning.

Derudover havde Gidds et ugandisk nationalflag med, som en mand havde syet til os, da han hørte, at Gidds skulle besøge os.

Fuglen i midten er Ugandas nationalfugl – det er en trane. Flagets tre farver har en helt speciel betydning, som Gidds også fortalte børnene om. Den sorte farve er et symbol for deres mørke hudfarve, den gule farve symbolisere al den solskin, de har i Uganda, og den røde farve er symbol for, at de alle sammen er af samme blod. Jeg tror, vores kloge børn og spejdere rent faktisk forstod, at det ikke bare var tre flotte farve sat sammen i striber, men at der rent faktisk er en meget særlig mening bag. Flere af dem udbrød i ”ahh’er” mens Gidds fortalte, og senere da de så et billede af det fine nationale ugandiske spejdertørklæde, var der flere, der bemærkede, at dette havde de samme tre farver; ”Det er ligesom flaget”, sagde de. Så bliver man glad, som spejderleder!

Noget der også gjorde stort indtryk på os alle sammen var, at det børnene i Uganda savner allermest er, at kunne have muligheden for at have en uniform og et tørklæde på, når de går til spejder. Det er jo for os danskere et ydmygt ønske, som jeg i hvert fald selv ønsker, at alle kan have mulighed for. Men i Uganda koster en uniform 140 kr., hvilket svarer til det meste af en politimands månedsløn. Omregnet ville det betyde, at vi skulle punge i underkanten af 30.000 kr. ud for vores grønne KFUM-uniform! Det sætter ligesom tingene lidt i perspektiv!

Det her billede, var jeg nødt til at tage med, udelukkende for at vise de ugandiske spejderes teltorden – vi var alle sammen udtalt imponerede og har noget at leve op til næste gang, vi skal på tur. Se lige de snorlige rækker af bagage og fodtøj, samt deres omhyggelige opstilling foran hver sit. Sejt!

Hertil kan også tilføjes, at Gidds, som forberedelse til sit besøg i spejderhuset, havde bedt om lov til at låne strygejern og strygebræt og havde givet sig i kast med at stryge sin uniform! Der var de flotteste og mest sirlige pressefolder langs buksebenenes for- og bagkant og skjorten sad smukt. Det måtte vi alligevel indrømme, at vi ikke gjorde tirsdag eftermiddag inden spejdermøde 🙂

De helt små familiespejdere, bæverne og ulvene havde mange gode og eftertænksomme spørgsmål til Gidds efter at han var færdig med at fortælle. Der blev bl.a. spurgt, om det ikke er farligt for dem, at gå på bare fødder? Og jo, det er meget farligt, svarede Gidds. Han selv oplevede som lille, at træde et spidst stykke træ op i hælen, fordi han havde taget sine klipklappere af, for ikke at slide på dem. Uheldet betød, at Gidds i en lang periode ikke kunne komme i skole, og derfor gik glip af sin vigtige undervisning. Det er en helt anden verden, end vi er vant til herhjemme, og det gjorde også stort indtryk på børnene.

Afslutningsvist legede vi en afrikansk sangleg alle sammen, som bragte smil frem på alles læber, om end nogle lidt frustrerede smil, så dog smil.

Såvel voksne som børn var travl optaget, og jeg vil gætte på, at tungerne lå meget lige i munden.
   

Som dansk spejder i en dejlig og velfungerende gruppe placeret i en situation, hvor jeg har mange muligheder for mine fødder, gjorde det stort og varigt indtryk på mig, at høre Gidds fortælle.
Jeg snakkede med en af ”mine” ulve efterfølgende, der pænt gik hen til Gidds, gav ham hånden (den formelle højre hånd!) og på engelsk sagde ”farvel, og rart at møde dig” – der var jeg en meget stolt ulveleder, og spurgte efterfølgende Aske, om han synes det havde været spændende at høre om? ”JA!” var hans helt umiddelbare reaktion, hvortil jeg spurgte ham, om han også havde fået rigtig meget lyst til at rejse ned og hjælpe Gidds og hans spejdere i Uganda? Hertil var svaret meget hurtigt og uden bæven ”Ja … men Sofie, jeg er bare så bange for myggene!”. Jeg beroligede Aske ved at sige, at vi heldigvis kan få nogle piller ved lægen, der gør, at vi ikke bliver syge af malariamyggene. Jeg så meget tydeligt skuldrede falde, og et stort smil kom frem på hans ansigt, sagde så ”Åh, godt!” og gik hjem med en rigtig god oplevelse i tasken, er jeg ret overbevist om.
Det er netop ting som dette, der gør mig stolt af at være spejder. Jeg bliver utroligt glad, når jeg kan give gode oplevelser videre, selvom jeg på ingen måde kan tage æren for Gidds’ historier.

Jeg får, ligesom Aske, en dybtfølt lyst til at rejse ned og være spejder på den mest fornemme vis, jeg kender til, nemlig ved at hjælpe, hvor der er andre, der har brug for hjælp. Pludselig er der ting, som jeg før så som det vigtigste, jeg kunne foretage mig, der virker helt ubetydelige. Min universitetsuddannelse, er jeg, momentalt, parat til at sætte på pause for at være i nuet og gøre noget, som jeg kan mærke, jeg har rigtig meget lyst til. Naturligvis slår forstanden til igen, og jeg er godt klar over, at jeg ikke skal sætte min kostbare uddannelse over styr, men det er også lige så meget for at sige, at livet er dyrebart, og bestemt ikke noget vi skal tage for givet. Det samme gælder vores muligheder som spejdere herhjemme. Og alligevel er det en person som Gidds, der sælger halvdelen af sit land (dvs. halvdelen af alt, hvad han ejer) for at rejse ud og lave spejderarbejde, som han har gjort på sin tur til Europa indtil videre! Det er rørende, synes jeg.

Jeg er et menneske, der er blevet rigere på rigtig mange ting, efter at jeg blev en del af spejderne og KFUM. Jeg har mødt nogle utrolige og passionerede mennesker, som vier en stor del af deres tid, til at gøre ting for andre, og være med til at give børn og unge gode oplevelser. Det er jeg enormt stolt af, at kunne være en del af, og når jeg om tirsdagen tager mit tørklæde og min uniform på, bliver jeg glad. Jeg forstår på så utroligt mange punkter godt, hvorfor Gidds’ spejdere savner at kunne iklæde sig en uniform. Det er et spørgsmål om identitet. Spejderidentiteten er naturligvis noget, der også hænger ved, når jeg tager uniformen og tørklædet af, men uniformen bærer alligevel en enorm betydning.

Med spejderarbejdet kommer en masse sympatiske og barmhjertige værdier – og dem skal vi holde fast i. Jeg holder særligt fast i dem, når jeg en aften som i tirsdags hører Gidds fortælle. Jeg bliver bevidst om, hvilket ansvar vi må være med til at bære, fordi det ikke er alle verdens spejdere, der er lige så privilegerede som os. Jeg er meget taknemmelig for min situation, men samtidig også meget nysgerrig på, hvordan jeg i fremtiden kan være med til at gøre spejderlivet mere tilgængeligt for endnu flere spejdere. Jeg vil være med til at rykke verden med vilje!

En hjertelig tak til Gidds for besøget i gruppen og opmuntringen og inspirationen til endnu mere fremtidigt spejderarbejde. Vi fik vist alle sammen en indsigt i en verden, vi ikke støder på til hverdag, og som kan være med til at rokke ved vores forståelse for mange ting – ikke mindst som mennesker.