Gruppefoto finland

Kære seniorspejdere (og jeres forældre)
Tak til jer alle for et begivenhedsrigt 2014. For de fleste af jer, er det nok sommerlejren i Finland der huskes bedst – det var jo en fantastisk tur med store oplevelser, nye venskaber og nye indtryk. Som I måske allerede ved, har vi inviteret de finske spejdere fra Nordsjö Skogsriddare til at deltage sammen med os på Spejdernes lejr i 2017. De har allerede sagt ja. Vi glæder os til samarbejdet, selvom der stadig er 2½ år til. Hvis I har lyst til at se billeder fra turen endnu engang (eller andre billeder fra året), kan I finde dem her.

Men I har også været afsted på kurser mange gange, både på Roland, Diamant, Diamant Extrem og førstehjælpskursus. Det er fantastisk at høre om jeres oplevelser og se den energi I får af at tage på kursus og se at I stifter venskaber på tværs af spejdergrupper og på tværs af landet. I 2015 bliver der igen rig mulighed for at komme på kurser. Udover de kurser I kender, er mange af jer nu blevet så gamle at I kan komme afsted på ULK – et fedt og inspirerende kursus, der gør jer til den bedste I kan blive……ja, hvad mere kan man ønske sig…

Og så er I med til at gøre en stor forskel i Lystrup Gruppe og ude i verden. Tak for jeres hjælp på årets gruppetur, når vi har arrangementer og til lige at lægge et telt sammen, når vi har behov for det. Det er en stor hjælp for Lystrup Gruppe hver gang I stiller op. Måske I også kunne have lyst til at være med som hjælpere, når bævere, ulve og juniorspejdere tager på weekendture. Ude i verden har I været med til at hjælpe med bekæmpelsen af malaria. Med den mængde armbånd I har købt af Gidds i Finland og af dem vi fik med retur til Danmark, tror jeg vi i Lystrup Gruppe er oppe på 200 stk. Det betyder at Gidds kan indkøbe 200 myggenet til børnene i sit lokalområde.

Og nu er vi i fuld sving med at tilrettelægge 2015, der bliver mindst lige så begivenhedsrigt som 2014:

Vi fortsætter med at sælge armbånd til at støtte Ugande og vi fortsætter også med at samle ind til spejderhjælpen, hvor der i 2015 starter et nyt projekt op.

Sommerlejren går i 2015 til Trevæld spejdercenter (4.-11. juli). Det ligger i et fedt område og de har mange gode aktivitetsmuligheder: de har smedie, kano, kajak, mulighed for tømmerflådebygning, kulsøpionering, knivfremstilling og meget andet. I år tager hele Lystrup Gruppe afsted til samme sted i samme uge.

Lystrup Gruppe har 50 års jubilæum i 2015 – og det skal fejres. Gruppen blev oprettet 6. maj 1965. Derfor inviterer vi alle nuværende spejdere, forældre, bedsteforældre, tidligere spejdere, tidligere ledere, samarbejdspartnere m.m. til et stort jubilæums-arrangement lørdag d. 9. maj.

Årets første weekendtur bliver 30. januar til 1. februar, hvor vi tager til Sletten ved Ry. Der kommer invitation til jer i starten af januar. Denne tur er sammen med de andre seniorspejdere i Marselis Distrikt.

I skal også sætte kryds i kalenderen 29. til 31. maj, hvor vi har booket spejderskibet Klitta til en seniortur. Klitta er et 13 meter langt træskib med sejl. Vi sejler ud fra Århus Havn fredag aften og kommer retur igen søndag sidst på eftermiddagen. Hvor vi sejler hen ved vi først senere, men måske til Tunø eller Samsø eller….. NB: vi har booket skibet den nævnte weekend, men får først endelig bekræftelse på bookingen midt i januar når de får lagt “vagtplan”.

 

Datoer til kalenderen:

30.januar til 1. februar: Weekendtur på Sletten

9. maj: Jubilæumsfest

29.-31. maj: Sejltur med Spejderskibet Klitta

4.-11. juli: Sommerlejr på Trevæld med hele Lystrup Gruppe

– og så arbejder vi på at arrangere snehuletur. Men det afhænger jo af snemængder, vind og vejr. Og en eventuel dato lægges først fast 3-4 uger før. Men I får opdateringer, så snart vi ved om det bliver til noget.

 

Vi glæder os til at se jer i 2015 til mange nye eventyr

Glædelig jul og godt nytår.

Poul, Sune, Ida og Anne