I efteråret tog ulvene afsted til et hemmeligt sted i skoven. De skulle nemlig på agentskole. Den første dag på skolen skulle agentaspiranterne lave udstyr og have træning i forskellige færdigheder. Udstyret var bl.a. udklædning med briller og skæg, hjørnekikkerter til udspionering og hjemmelavede lys til at løse koder skrevet med usynlig skrift. De skulle også lære om morse-koder og A-K koder og der var øvelser i snigning da skoven var ved at være mørk og lidt uhyggelig.

Undervejs var der også tid til at lege ude og inde. Lave æbler på bålet og spise den lækre mad, vores to fantastiske køkkentanter tryllede frem. Og selvfølgelig hygge foran pejsen med sang, sketch og kage 🙂

Dagen efter skulle agenterne ud på en yderst farlig og hemmelig mission:

En videnskabsmand fra en stor, kendt medicinalvirksomhed var blevet gal. Han havde stjålet medicin beregnet til meget syge børn, for at lave den om, så de syge børn ville blive lavet om til en zombiehær…. Spionerne skulle følge forskellige spor og løse opgaver for at finde frem til den gale videnskabsmands hemmelige laboratorium. Her skulle de snige sig forbi alarmsystemet og stjæle medicinen. Det var en temmelig farlig mission. Nogle agenter havde vist forventet at det bare var en ulveleder, der legede videnskabsmand, så da de så det var en vaskeægte ukendt og gal vidensskabsmand var det lige ved at blive lidt uhyggeligt. Men de klarede det. Alle beholdere med medicin blev fjernet fra videnskabsmandens skovlaboratorium. De er dygtige, de ulveagenter. Og meget modige.

Tusind tak for en god weekendtur og særlig tak til vores to køkkentanter, Helle og Jeanett. Det var en kæmpe hjælp som gav os ledere en masse ekstra overskud til børn og aktiviteter.