Kære ulve og ulveforældre!
Vi vil gerne ønske Jer alle en glædelig jul og et godt nytår. Vi glæder os allerede til at se Jer igen i det nye år.
Vi siger det ofte, men det er fordi vi mener det: Vi har Danmarks bedste ulveflok. Der er altid højt humør og god stemning, og det er derfor vi har lyst til at bruge vores fritid på at være spejderledere. Så ulveforældre: I har nogle skønne, skønne børn. Tak for at vi må låne dem!
Nye tider
Siden sommerferien har vi haft møder fra kl 18- 19.30. Det har været et forsøg, for at det ikke skulle blive for sent for børnene. Efter nytår er vi dog nødt til at lave det om igen, så efter nytår mødes vi kl 18.30 til 20.
De ændrede tider skyldes, at vi ikke kan få det til at gå op med vores jobs. Både Bo og Mette arbejder længe om tirsdagen, så det er svært at nå op i spejderhuset før mødet, og forberede aktiviteterne. Jeg, Karen har fået nyt arbejde, hvor jeg har skiftende arbejdstider. Det betyder at jeg desværre skal arbejde hver anden tirsdag aften og ikke kan komme til ulv. Michael er til bævermøde lige før ulv. Nu får han en halv time hvor han lige kan puste ud, og hjælpe med at finde materialer frem til ulvemødet. Vi håber ikke, at de ændrede tider giver for meget besvær hos Jer.
Sommerlejr og andre vigtige datoer
Til Sommer skal vi naturligvis på ulvelejr. Vi har bestemt, at vi i år laver vores egen ulvelejr. Lejren bliver fra fredag d. 4. juli til mandag d. 7 juli. Vi håber så mange som muligt kan komme med.
d. 24-25 maj skal der også sættes et kryds i kalenderen, for der tager Lystrup gruppe på gruppetur. I får nærmere information om begge arrangementer i det nye år. Husk også nytårsparaden søndag d. 19 januar, hvor ulvene skal optræde.
Jule-ulve
Til sidst får I lige lidt stemningsbilleder fra de sidste ulvemøder. Vi har gået lucia på Sønderskovhus sammen med bæverne, og i tirsdags forberedte vi os til jul. – Både med at lave julebag, fuglefoder og megajulepynt og så øvede vi os i at stå på ski, skyde med snebolde og vælte nisser – bare i fald der er drillenisser på spil i julen. Vi forsøger at få lagt historier og billeder ind fra møderne jævnligt, så husk at kigge ind på www.lystrupgruppe.dk. I kan også blive venner med os på facebook
Glædelig jul fra Bo, Mette, Michael, Steen og Karen
You must be logged in to post a comment.