Kære forældre til spejdere i Lystrup gruppe

Det er en tradition at KFUM-Spejderne i Lystrup arrangerer Søen Rundt ved Egå Engsø. Søen Rundt er en dag med aktiviteter, gudstjeneste, mad over bål og meget mere. I år sker det søndag den 9. september.

Det er en dag, som lederne og grupperådet planlægger og arrangerer. Det gør de for at gøre reklame for spejderarbejdet. Det er nemlig dejligt, hvis der er mange spejdere, for som man siger – det er sjovt, når vi er mange 🙂

Men for at sikre, at der kommer deltagere til arrangementet er det vigtigt at få bragt information om dagen ud til alle beboere i Lystrup, Elsted og Elev. Derfor bedes alle spejdere og forældre hjælpe til med at dele brochurer ud om arrangementet. Det er planlagt således, at man har 2 uger til at dele brochurer ud. I det tidsrum håber vi, det er muligt for alle at afsætte en times tid til en gåtur og lidt frisk luft og på denne måde være med til at hjælpe med at gøre vores børns spejderliv endnu bedre. Folderne er klar tirsdag den 21. august.

Ovenstående er dog ikke den eneste måde at hjælpe på. Der skal nemlig også ryddes op og der skal køres materialer tilbage til spejderhuset efter Søen Rundt.

Og som om det ikke er nok, så er der lige endnu en lille opgave, som kræver lidt hjælp fra os forældre – nemlig at stå sikkerhedspost ved et cykelløb den 28. august. Mere info om dette arrangement følger.

Det er dog ikke planen, at alle skal deltage i alle de tre ovenstående opgaver, men vi håber, at alle forældre vil være med til at hjælpe med én af opgaverne. På den måde kan vi hjælpe vores egne børn til endnu bedre spejderoplevelser, og vi kan hjælpe med en konkret opgave, som de frivillige ledere ikke kan klare alene.

 

Tilmeld dig her: Forældrehjælp til Lystrup Gruppe

 

Med venlig hilsen

På vegne af grupperådet,
Pernille Røm