Lystrup Gruppe
MENUMENU

Information om sommerlejr

Her er information om ulvenes sommerlejr, Junglelejren 2013. Vi holder løbende denne side opdateret med nye informationer!

Opdateret information

Kære ulve og ulveforældre!

Nu er der ikke mange dage, til vi skal afsted på ulvelejr.

Vi glæder os meget, til at skulle afsted med Jer.

Afrejse fredag d. 17/5

Vi mødes i spejderhuset kl 17, pakker bilerne og drager afsted mod Houens Odde. Vi har brug for forældre, der kan køre os.

Meld derfor gerne tilbage om du kan køre, og hvor mange personer, der kan være i bilen udover dit eget barn.

Lejrens adresse er:
Houens Odde Spejdercenter
Stensgården
Houens Odde 14
6000 Kolding

Fredag aften spiser vi madpakker til aftensmad.

Ankomst spejderhuset mandag d. 20/5

Vi ankommer til spejderhuset kl ca 14.30.

Også her har vi brug for forældre, der kan køre os.

Lommepenge

På lejren er der en tut, hvor der kan købes slik og godter til rimelige priser. Tutten er åben daglig. I tutten kan man også købe ting med Houens Odde spejdercenters logo på. Din ulveunge må have 50 kr med til slik og godter i tutten. Hvis der skal købes Houens Odde ting, må I gerne sende penge, øremærket til det med. Vi laver en lille lejrbank, da vi ved, en 20´er let kan forsvinde i et ulvetelt. Vi vil derfor gerne have en kuvert med penge og sygesikringsbevis før vi ankommer til Houens Odde.

Priserne på Houens Odde ting er:

  • Mug (spejderkop): 20 kr
  • Uniformsmærke: 15 kr (børnene får alle et junglelejr-mærke når vi skal hjem. Dette er spejdercentrets eget mærke)
  • Armbånd: 10 kr
  • Pin: 15 kr
  • Tattoo: 2 kr

Vi vil helst ikke have at børnene har for meget slik med hjemmefra, da der altid er nogle som ikke har. I stedet vil vi høre om der er nogen der har lyst til at bage en kage eller andet, vi kan dele ude til alle.

Telefoner 

På aktiviteterne må der ikke medbringes telefoner og andet elektronik. Det er heller ikke muligt at få opladet mobiltelefon på lejren. Vi ser helst at ulvene derfor lader mobilen blive hjemme. Har de brug for at ringe hjem og sige godnat, kan de låne en ledertelefon.

T-shirt

På lejren får ulvene en lejr t-shirt.
På én af aktiviteterne skal hver ulv desuden medbringe en hvid t-shirt som skal dekoreres.

 

Information der tidligere er sendt på mail

Hvad er en junglelejr?

Junglelejr på Houens Odde er en lejr kun for ulve (2.-4. klasse). Lejren tager udgangspunkt i den samme ramme, som vi bruger til møderne, nemlig Junglebogen. Derfor vil der blandt andet til lejrbål være mulighed for at se Baloo, Baghera og de andre figurer fra Junglebogen.

Resten af tiden er det en ganske almindelig spejderlejr. Vi skal sove i telt på vores egen lille lejrplads. Vi spiser sammen i vores egen gruppe og aftensmaden er der nogle flinke mennesker, der laver for os. Derfor har vi masser af tid til at more os med spejderaktiviteter, og lederne har overskud til at tage sig af børnene!

Hvad skal vi lave?

Dagene kommer til at forløbe ca således: Vi står op ved 7 tiden og starter dagen med morgenmad og flaghejsning. Derefter er det tid til aktiviteter. Aktiviteterne er planlagt af staben på Houens Odde. Derfor ved vi ikke præcis hvad vi skal lave.

Da Johannes sidst var afsted på Junglelejr lavede de en lille folder fra lejren. Den kan du se her: Hæfte fra Junglelejr

Dengang lavede de vandrutjsebane, fangede levende ørreder og spillede stratego mod de andre ulve. Det var en mægtig tur!

Om aftenen er der lejrbål, enten i vores egen lille gruppe eller fælles med hele lejren. Til et spejderlejrbål er der sange, konkurrencer og sjove indslag. Og selvfølgelig et stort flot bål 🙂

Hvor mange bliver vi?

Vi bliver omkring 200 børn. Ulvene fra Kaløvig, som vi var på weekendtur med i Skandinavisk Dyrepark, kommer også med.

Johannes fik vidst sagt mellem 3-500 spejdere, men Karen har fået friske og korrekte oplysninger 🙂

Hvem skal med?

Lige nu er der 8 ulve tilmeldt. Karen og Mette skal med og de får selskab af Johannes, som er med som hyggeonkel. Hvis der en “madtante” eller “legeonkel”, der har lyst til at tage med, så er de meget velkomne! Skriv til karen@lystrupgruppe.dk, hvis det lyder som noget for dig.

Hvad skal en ulveunge have med på lejr?

Vi har lavet en pakkeliste, som du kan finde her: Pakkeliste til sommerlejr. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til listen, så skriv til os!

Hvis du mangler en rygsæk, så kontakt os også. Så kan det være, at vi har en, du kan låne.

Når vi nærmer os, sender vi en papirudgave med ulvene hjem, som man kan krydse af på 🙂

Hvordan kommer vi derned?

Når vi ved, hvormange vi skal afsted, lægger vi en plan. Det bliver formentlig fælleskørsel fra Spejderhuset.

Kan min ulveunge godt klare sådan en stor lejr og i så mange dage?

Det er vi ret sikre på, at din ulveunge kan 🙂 Vores erfaring er, at 3 overnatninger er en fin længde. Ulvene når at vænne sig til lejrlivet, men når ikke at blive så trætte, at lejrlivet bliver for hårdt eller træls. De når at få lavet bål, sovet i telt og hygget sig på rigtig spejdermanér.

Jeg er stadig lidt usikker…

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du gerne vil snakke lidt mere om det og hvis du er usikker på noget. Vi har været afsted så mange gange, at vi nogen gange glemmer, hvordan det er første gang man skal afsted. Så hvis der er noget, du synes vi har glemt, bliver vi meget glade, hvis du vil minde os om det 🙂

 

Vi glæder os til vi skal afsted!

Ulvehyl

Mette og Karen

(og hyggeonkel Johannes)