I dag har vi prøvet noget sprit nyt og afholdt familie-venlig eftermiddags Sankt Hans i vores spejderhus fra 14-17 – men hvad er nu det?

Vi har de sidste par år afholdt Sankt Hans med Lystrup kirke, men i år ville vi gerne prøve noget nyt. Flere har efterspurgt en mere børne/familievenlig Sankt Hans, så de mindste også kan få glæde af den særlige Sankt Hans stemning. Da aktiviteter for seje børn/unge og deres familier er vores spids kompetence, har gruppebestyrelse og ledere smøget ærmerne op og planlagt en aktivitetsfyldt eftermiddag med Sankt Hans bål og sang alt sammen inden klokken slog 5.
I dag skete det, og vi var meget spændte på hvor mange der ville deltage. Vi blev blæst bagover over den store opbakning der var, både fra spejderfamilier og nye bekendtskaber 🙂 Ca. 55 børneaktivitets billetter og over 100 folk var forbi os. For børnene var der en aktivitetsbillet med popcorn og brød på bål (lavet af børnene selv naturligvis), et mørke-labyrint rum, saftevand og en hekse-aktivitet i samarbejde med Jem og Fix. Til de store (og mere sultne små) var der også økologisk slik, hjemmebagt kage (tak til bagende-forældre), kaffe og te og selvfølgelig chancen for at lave sin egen toast over bål i vores spritnye toast-jern.
Det hele kulminerede i Midsomervise og afbrænding af den spejder-kreerede trold på vores store Sankt Hans bål, alt sammen med solskin og godt humør fra alle sider.
På lederne og gruppebestyrelse vegne: TUSIND TAK for den store opbakning, det er skønt at lave aktiviteter for jer glade mennesker!
You must be logged in to post a comment.