Kom med til cykelløb, når det traditionsrige cykelløb Nordstjerneløbet løber af stablen i Lystrup tirsdag den 23. maj kl. 18.30-20.00. Løbet arrangeres af Y’s Mens klubben Nordstjernen.

I år cykles der på en 1,6 km rute med start og slut ved Larsen Motorcykler på Skavholmvej 4 i industrikvarteret i Lystrup.

KFUM-Spejderne i Lystrup deltager igen som hjælpere: Gruppens forældre hjælper med at afvikle løbet ved at holde med trafikken, så rytterne kan køre uforstyrret, mens vores rovere står bag grillen, hvor de tilbyder sultne tilskuere og ryttere pølser og drikkevarer.

Vi er glade for at være en del af cykelløbet og håber, at mange i Lystrup vil bakke op og arrangementet.

Nordstjerneløbet

Løbet foregår tirsdag den 23. maj 2023 fra kl. 18.30 til 20.00 med start og slut ved Larsen Motorcykler i Lystrup.

Du kan støtte som rytter, sponsor eller tilskuer.

Cykelløb for det gode formål

Formålet med cykelløbet er at tjene penge, som Y’s Men kan bruge til at støtte værdifuldt organisationsarbejde. I år går 50% af indtægterne til Reden Aarhus, som et anonymt være- og rådgivningssted for kvinder som på forskellig måde er havnet i en svær livssituation.

Derudover støtter Y’s Men også KFUM-Spejderne i Lystrup, ligesom de af flere omgange har givet støtte, når vi har søgt penge til at dække for familier på fritidspas eller grej til gruppen.

Hop på cyklen og kom med

Selvom enhederne har spejdermøde tirsdag den 23. maj, opfordrer vi til, at man bakker op om løbet. Det kan være ved at kigge forbi eller ved at sprede budskabet til venner, naboer og bekendte i Lystrup.

På aftenen kan rytterne vinde flotte sponsorerede præmier, ligesom man cykler for et godt formål og sammen med venner og kolleger kan være sammen.

Vil du som forælder cykle med, mens dit barn/dine børn er til spejder, kan det sagtens lade sig gøre. Ligesom lokale virksomheder kan stille firmahold. Du kan læse mere om at deltage på Nordstjerneløbets hjemmeside, hvor du nederst finder mailadresse til tilmelding og sponsoraftale for private og firmaer.