Lystrup Gruppe
MENUMENU

JULEGAVE-GUIDE FOR SPEJDERE

9. december 2012 · Tropspejder · Skrevet af Anne Stidsen

Mangler du en julegaveidé. Her kommer et par forslag:

Pandelampe: Kender du det: du skal bruge kort, kompas og lys – men du har kun 2 hænder. Så hvorfor ikke bruge hovedet og sætte en lampe i panden.

Rygsæk – minimum 55 liter. Hvor langt har du prøvet at vandre med udstyr til flere dage – pakket i sportstaske. Nej vel, det er da lidt for besværligt. Rygsækken er nem og praktisk og helt uundværlig når man skal på hike eller når man ikke lige kan blive kørt helt til lejrpladsen.

Kompas: Rart at have, når man skal finde vej.

Lommekniv / multitool:  Så skal jeg lige huske skruetrækker, kniv, saks og en tang….næ, jeg tager da bare mit multitool med, så behøver jeg kun at holde styr på én ting.

Vandrestøvler: Giver god stabilitet i fødder og ankler ved vandring i ujævnt terræn. Holder dine fødder varme og tørre. Og de bliver ikke slidt så let som eksempelvis løbesko – de holder i mange år, med mindre dine fødder vokser fra dem.

Sovepose:  Når vi er blevet så gamle at vi begynder at tage på ture med udendørs overnatninger hele året, bliver der større behov for at have en god sovepose. Og de gode holder i mange år.

Uld: sokker og undertøj: Er genialt, også når det er vådt. Kan bruges både sommer og vinter, da det har en god evne til at regulere temperaturen. Og selv om det bliver vådt af regn eller sved, har det stadig en fantastisk evne til at holde dig varm. Og så lugter det ikke selvom du har haft det på i flere dage – dette gælder dog ikke altid sokker. Det skal dog helst være merinould, da det ikke kradser – og det kan man faktisk også købe i Føtex til rimelige penge.

Zipp-off bukser: Genialt på eksempelvis hike, så du skal slæbe mindre. De vejer ikke meget og tørrer hurtigt. Eller om morgenen når der er lidt køligt har du lange bukser på, men i løbet af formiddagen, når du fx er på aktivitet ville du ønske at du havde et par shorts med som du kunne skifte til. Wupti, med disse bukser lyner du bare buksebenene af.

 

Har du, mor, far, tante Erna eller onkel Sofus har spørgsmål til køb af udstyr, kan I bare spørge én af lederne.

Og så skal du huske at du får 10 % rabat i spejdersport, 20 % rabat i Eventyrsport og 10 % rabat i Friluftsland. Du skal blot huske dit medlemskort.  I vores egen butik 55nord kan man spare portoen, hvis du kan lokke Anne til at købe det for dig.